Adventstiden er givet os for at vi kan få en chance for at blive så stille, at vi kan høre det hellige juleevangelium. Om det evige ord, som skaber, hvad det nævner, og som blev menneske i Jesus Kristus.
Hvis der bliver stille nok, er det eneste vi kan høre, vores eget åndedræt.
Så længe vi kan ånde, kan vi tale.
Ordene fremkommer ved, at vi blæser luft forbi vores stemmebånd, som så kommer i svingninger og ved at bruge tungen og svælget som resonansrum og bevæge læberne formes ord, som vi kan høre og forstå. Forunderligt. Virkelig.
En evne som vi gør flittigt brug af. Kan man vist roligt sige.
Men en nat skal vi dø. En dag ånder vi ud. Og så bliver der stille. Dødsens stille.
I begyndelsen herskede den store stilhed. Men så blev stilheden brudt. Det var Gud, der tog til orde. Dengang kunne Gud stadig tale uden at blive afbrudt eller modsagt af sine skabninger.
”Der var mørke over urdybet, men Guds ånde svævede over vandene.”
Og det allerførste Gud sagde var: ”Der blive lys.” Og dernæst: ”Der blive liv”.
”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.”
Så begyndte hjertet at slå. Og så begyndte vi at ånde ind og ud. Og dermed fik vi også talens brug.
Men døden kom ind i verden. Vi blev dødelige. Og dermed vendte den store stilhed tilbage.
Egentlig Ikke så mærkeligt, at vi ikke bryder os om stilheden. For den minder os jo om, at vi skal dø. Så måske er det for at overdøve stilheden, at vi larmer så meget. Snakker så meget. Bruger så mange tomme ord. Hvilken voldsom trængsel og alarm.
Da var der en, der sagde: »Råb!«
Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?«
Du skal råbe: »Alle mennesker er som græs,
al deres herlighed som markens blomster.
Græsset tørrer ind, blomsterne visner,
når Herrens ånde blæser over dem.
Ja, folket er græs!
Græsset tørrer ind, blomsterne visner,
MEN Guds ord forbliver til evig tid.«
Ja, Gud er i virkeligheden den eneste, der virkelig har et ord at sige.
”Mine ord vil ikke meget sige”
”Vær stille for Herren, alle mennesker!
For han bryder op fra sin hellige bolig.”
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”
”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”
Adventstiden er givet os for at vi kan få en chance for at blive så stille, at vi kan høre dette hellige juleevangelium. Om det evige ord, som skaber, hvad det nævner, og som blev menneske i Jesus Kristus.
”da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!”
Herre, oplad mine læber, så min mund kan forkynde din pris.
