Spiritualitet er kommet på mode. Faktisk har den været det længe. Helt siden 60-erne og 70-erne, hvor en hel generation gjorde oprør mod en materialistisk kultur og mod især USA’s krige rundt omkring i verden. Det hele forekom meningsløst. Heller ikke kristendommen føltes længere vedkommende, men blev snarere oplevet som en del af den etablerede og autoritære kultur, som der nu skulle gøres op med.
Nu startede den seksuelle revolution og der blev eksperimenteret med LSD og andre bevidsthedsudvidende stoffer. Og ret hurtigt vendtes blikket mod øst og mange unge rejste til Indien for at lære at meditere og komme i kontakt med Gud ad den vej eller måske rettere med sig selv, hvilket åbenbart ifølge de indiske guruer var et og det samme. Nu gjaldt det den højere bevidsthed.
Herfra er det gået stærkt. Ikke mindst godt hjulpet af de unges egne helte The Beatles og andre internationalt kendte sangere, skuespillere og kunstnere. Det åndelige tomrum, som sekulariseringen og materialismen skabte og efterlod, blev nu fyldt ud af nye og fremmede åndsmagter. Den moderne spiritualitet voksede frem og bredte sig hastigt i store dele af den vestlige verden, den gamle kristne verden.
I 2018 fik jeg udgivet min bog om kristen spiritualitet i en splittet verden: ”Et udelt hjerte”. Den tog netop udgangspunkt i sekulariseringen og var et forsøg på at tegne et kristent verdensbillede med Jesus i centrum. Hvordan ser vores liv ud, hvis Han, og ikke jeg selv er centrum og herre? Hvad er et åndeligt og gudfrygtigt liv i kristen forståelse? Bogen var dermed også et kald til omvendelse: Vend tilbage til jeres fædres Gud: ”Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer, siger Hærskarers Herre” (Mal 3,7).
Nu er jeg i gang med at skrive en fortsættelse. Denne gang om, hvad der så er kommet efter sekulariseringen, nemlig den nye spiritualitet. For når Jesus, husets tidligere herre, er drevet ud, så huset står pyntet og tomt, så vender den tidligere ejer tilbage og ikke nok med det. Jesus siger, at hedenskaben vil vende syvfold tilbage.
Konkret skriver jeg nu om, at den nye spiritualitet, som er en blanding af Østens religion og filosofi og New Age og gammel gnosticisme, nu også er på vej ind i kirken. Grænsen mellem kristen og ikke-kristen spiritualitet bliver mere og mere flydende. I min nye bog vil jeg forklare den store og helt afgørende forskel, som der er mellem de to slags spiritualitet. Forskellen hedder Jesus Kristus. Kristen spiritualitet har Jesus som centrum. Det er Ham, der er Gud og som vi skal tilbede i Ånd og sandhed. Al anden spiritualitet har mennesket selv som centrum. Min egen åndelighed, min egen version af sandheden. Dybest set er jeg selv Gud. Og i forlængelse heraf handler det også om synet på, hvem Jesus var og er. Var og er han verdens frelser eller var han en visdomslærer, som sammen med Buddha og andre store mestre kan vise os vejen til enheden og freden? Der står kampen i dag. Kampen om sjælene.
Jesus advarer os om, at der forud for hans komme skal ske en stor forførelse og et stort frafald fra troen: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” (Luk 18,8).
Og han opfordrede os meget alvorligt til at våge og bede og holde os rede.
