Et udelt hjerte – anmeldelse

Den kristne tro er under et stigende pres fra såvel udfordringen fra islam som fra en sekulariseret kultur. Velfærdsstaten og ikke mindst alle de ting vi omgiver os med og den måde vi indretter vores liv på, har mere eller mindre overtaget Guds plads, og den hensovende statsstyrede folkekirke gør ikke alverden for at ændre på det på det - hvilket er forståeligt nok, det er aldrig sjovt at blive sparket ud af sengen, når man nu lige ligger så godt. Det er i store træk hvad Carsten Dalsgaard Hansen, og alle vi andre, har at arbejde med (firkantet formuleret med mine ord, ikke forfatterens). Ikke umiddelbart opmuntrende, men kan vi gøre noget ved det, eller er det for sent?

Da jeg på bogens bagside læste at "Et udelt hjerte" tog afsæt i ovenstående (omend mere diplomatisk formuleret), må jeg blankt erkende, at jeg frygtede det værste. Udgangspunktet beder næsten om en skov af løftede pegefingre, bedreviden og sure opstød, af den slags hvor alt er noget skidt, og det hele var bedre da far var dreng. Nu har jeg læst bogen, og må komme med endnu en blank erkendelse - Carsten Dalsgaard Hansen gjorde alle mine betænkeligheder til skamme. For vel har troen og kristenlivet svære kår i verden, men forfatteren forfalder aldrig til det ellers så moderne "dem" og "os". Han inddrager sig selv i sin fortælling. Det er ikke kun alle andre der er galt på den, forfatteren har også sit at slås med, og netop derfor, fordi han inddrager sig selv og fordi det ikke kun er samfundet, politikerne, kirken og alle andre den er gal med, men os allesammen, så bliver bogen nærværende og troværdig. Det bliver ægte sorg over en verden, alle inkl., hvor troen og livet med Jesus stille og roligt drukner i velfærd og spaghetti-gudstjenester.

Bogen er inddelt i adskillige afsnit, hver med sit budskab. Forfatteren opridser kort det kirkelige landskab og troens vilkår, og det ser ikke godt ud. Ikke fordi forfatteren er sortseer, men fordi han er realist. Jeg har selv gået med mange af de samme tanker i mange år, og har hele tiden haft en fornemmelse af at det stod jeg så ret alene med - for så slemt er det vel ikke, og det går jo meget godt, og hvad vi ellers drukner virkeligheden i, når den bliver for ubehagelig at forholde sig til. Derfor var det ekstra befriende at "møde" en ligesindet i "Et udelt hjerte".

Dernæst kommer en række afsnit om hvordan vi heler vore hjerter, så at sige. Så vi får velfærden og verdsligheden skubbet i baggrunden, og trukket Jesus ind i centrum. Carsten Dalsgaard Hansen er ikke bange for at pille ved nogle kæpheste som man normalt ikke trækker af stalden i den kirkelige "fløj" han i store træk befinder sig i. Han er ikke bange for at sætte spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at stat og kirke hænger sammen som tilfældet er. Han er heller ikke bange for at nappe godbidder fra andre kirkesamfund, hvilket spænder lige fra keltisk kristendom til klosterliv i den katolske kirke. I det hele taget virker det ikke som om Carsten Dalsgaard Hansen interesserer sig ret meget for kirkelige grænser og begrænsninger. Han vil være der hvor Jesus er, og han vil leve sammen med ham, med alt hvad det indebærer. Længere er den egentlig ikke. Forfatteren jagter det udelte hjerte, og jeg tror han har fundet det. I teorien i hvert fald, for at omsætte det i praksis er omend attråværdigt, så dog også en udfordring i vores del af verden. Men jeg tror han kan gøre det, og han har i hvert fald fået mig til at ønske at gøre det - brændende!

"Et udelt hjerte" har været en fantastisk læseoplevelse (selv om jeg fik lidt Luther-forstoppelse ind imellem). Det har også været en fantastisk aha-oplevelse, og jeg har i høj grad fået rykket ved nogle ting i mit liv. "Et udelt hjerte" er ikke en bog man læser, og det var så det. Forfatteren vil noget med den, og den gør noget ved sin læser. Jeg er glad for at jeg er færdig med at læse bogen nu, for jeg kunne ikke klare mere. Jeg følte at Carsten Dalsgaard Hansen smed mit liv i en centrifuge, og nu trænger jeg altså lige til at blive hængt til tørre et stykke tid, inden jeg tager en tur mere. Bogen er sat op på reolen, og jeg ved præcis hvor den står, for den skal læses igen. Der er så meget gods i den lille bog, at der er til mange gennemlæsninger. Nu har jeg læst den første gang, og fået vendt op og ned på mangt og meget. Jeg glæder mig til at gå i dybden med den senere. Afsnit for afsnit. For jeg vil have det der udelte hjerte, hvor jeg ikke er splittet mellem den fysiske og den åndelige verden. Jeg vil være i verden på en måde så det bliver tydeligt at jeg ikke er af verden.

Lars Poulsen