”Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig.
I al evighed lader han ikke den retfærdige vakle.”
Med disse ord af David (sl 55) vil vi gå ind i det nye år.
2023 har været et meget specielt år for klosteret. Et på flere måder kritisk år. Men også et år med håb.
I foråret blev filmen ”Kærlighedens gerninger” optaget på klosteret og vi glæder os til at se resultatet. Forhåbentlig kan filmen være med til at skabe fornyet opmærksomhed om stedet og måske også tiltrække investorer. Det er i hvert fald vores bøn og vores håb.
Samtidig blev 2023 et år uden gudstjenester i klosterkirken. Det har været et savn, både for os selv, men også for andre, ved vi. Egentlig havde vi regnet med at starte op igen her før jul. Men på grund af Carstens arbejde med sit bogprojekt er opstarten nu udskudt til påske.
Der har derfor heller ikke været meget at skrive om på hjemmesiden i det forløbne år. Det er naturligvis beklageligt, da det jo godt kan give det indtryk, at vi er ved at opgive at redde klosteret. Det er vi ikke. Men det skal ikke nægtes, at 2023 har været et svært år. I løbet af året er 3 ud af bestyrelsens 5 medlemmer stoppet, først Jens Riis Nyborg, dernæst vores formand Lisbeth Lunde Lauridsen og endelig her ved årets udgang Karsten Hauge Mortensen. Kun den daglige leder og kassereren er blevet tilbage. Men Gud har nu sendt os forstærkning, da først Christa Nyborg og senere Bjørn Carlsen er indtrådt. Og sidstnævnte har sagt ja til at overtage formandsposten.
Vi vil, som vi også har skrevet i de seneste nyhedsmails, arbejde på at få udarbejdet et nyt prospekt med en plan for en stor renovering af bygningerne og en beskrivelse af vores idé og formål.
Det er imidlertid ikke nogen enkel opgave at skulle rejse de mange penge, som en renovering vil koste. De overvejelser, som bestyrelsen sidder med nu, går meget på, at vi på den ene side skal lave en forretningsmodel, som kan tiltrække et tilstrækkeligt antal kunder og betalende deltagere til vores arrangementer og tilbud, og på den anden side skal vi også værne om den åndelige arv og linje, som er nedfældet i klosterets fundats og som vi også i bestyrelsen bakker hundrede procent op om. Det er et meget stort bedeemne, at det må kunne lade sig gøre.
Vi er i bestyrelsen klar over, at vi ikke kan blive ved med at trække tiden ud. Det ene år er gået efter det andet og det er i realiteten 10 år siden, at der for alvor var indtægtsgivende aktiviteter på klosteret. Noget må der ske, hvis vi skal kunne holde modet oppe og undgå, at stedet forfalder og pengene slipper op. Vi er meget bevidste om, at vi ikke i længden kan blive ved med at bede klosterets trofaste venner om at give penge til driften, når der ikke kommer gang i en renovering.
Men vi er dybt taknemmelige for, at det indtil nu har kunnet lade sig gøre at samle mellem 100.000 og 150.000 kr. ind hvert år, så vi har kunnet undgå konkurs.
Vi længes meget efter at der kommer en afklaring. Kan det lade sig gøre at rejse de fornødne midler eller kan det ikke. Det skylder vi både os selv og klosterets venner. Vi føler et stort ansvar overfor stifterne Haakon og Isa Rabjerg og overfor de mange, som i årenes løb har gjort en kæmpe indsats på og for stedet. Samtidig må vi være ærlige og sige, at opgaven langt overstiger, hvad vi rent menneskeligt kan magte. Vi er fuldstændig afhængige af Gud indgriben og hjælp.
Tak for forbøn og fortsat medleven og hjælp.
